Christiane Schaumburg-Müller, 30, er et multitalent. Hun er skuespiller, model, tv-vært og et af landets største stilikoner. Men vidste du, at Christiane også har en uddannelse fra Copenhagen Business School, og taler flydende fransk? Vi tog en snak med hende om uddannelse, karriere og ”Vild Med Dans”.

Du har en BA i fransk og kommunikation fra Copenhagen Business School. Hvorfor valgte du det studie?
- Jeg har altid været boglig. Jeg har altid haft to sider, en boglig side og aktiv side. Jeg har haft en slags parallel-liv, hvor jeg har læst og danset helt vildt meget. Efter gymnasiet tog jeg sabbatår, hvor jeg kun dansede. Det var i tre år, og det kørte derudaf. Det var fantastisk, men jeg fik stillet det behov, og bagefter havde jeg behov for at blive stimuleret intellektuelt. Jeg har altid gerne ville have en uddannelse. Min familie og jeg er helt klart frankofile, og jeg taler flydende fransk, så det var tydeligt at jeg skulle læse noget med fransk. Jeg havde ikke opgivet dansen, og på CBS havde man få timer, så det passede perfekt til min livsstil. Det var skidefedt at komme i gang igen.

"Nu havde jeg fandme knoklet så hårdt på studiet, så ”2900” skulle ikke influere."

Og pludselig fik du hovedrollen som Mercedes i ”2900 Happiness”. Hvorfor holdt du fast i din uddannelse?
- Jeg kan slet ikke forestille mig at give op midt i uddannelsen, jeg kunne jo godt kunne lide den! Jeg havde ikke tanken at ”jeg skal spille skuespil for altid” - jeg ville gerne, men det var ikke op til mig. Jeg tænkte, ”glem ikke, at når optagelserne slutter, kan det være det hele slutter”! Tænk så hvis du har droppet studiet! Nu havde jeg fandme knoklet så hårdt på studiet, så ”2900” skulle ikke influere. Og det parallel-liv havde jeg jo levet faktisk altid, så… Alt i mit liv er meget periodisk, og du kan sagtens klare presset, så længe der er en bagkant på.

Læs også: Rihanna om venskaber og karrieren

Så det var ikke hårdt at nå alting?
- Jeg husker det ikke som værende sindssygt hårdt. Det eneste, der irriterede mig var, at jeg ikke havde en powerpoint til min eksamen, og de to andre i gruppen havde en, så jeg måtte tegne i hånden, og jeg lod som om det var et bevidst fravalg og med overlæg – underviserne købte den, fuldstændigt, haha.

Tænkte du, at du ville tage skuespilleruddannelsen?
- Nej. Jeg har tænkt over, at jeg gerne ville være skuespiller, men har altid været en uopnåelig ting, sådan en ting man aldrig får gjort. Har alle ikke sådan nogen ting?

"Jeg kom jo ikke totalt blank, jeg havde lavet underholdning siden jeg var 14."

Turde du så tro dit eget held, da det lykkes for dig?
- Nej nej, og jeg sagde jo nej først til rollen, pga. studiet og ”ja jeg vil gerne, men det kan jeg da slet ikke”. Men så kaldte de mig tilbage. Og jeg kom kun, fordi så kunne de sidde og grine af det til julefrokost, ikke? Jeg havde aldrig prøvet at spille skuespil, men det faldt mig bare så naturligt. Jeg fik samme følelse, som når jeg stod og dansede - af at leve dig ind i rollen. Jeg blev hooked på det, og sagde så ja. Det var så fedt, og jeg tog alt den glæde jeg havde fra dans med over i skuespillet, så det var bare en anden gren af det jeg havde lavet altid. Jeg kom jo ikke totalt blank, jeg havde lavet underholdning siden jeg var 14, og var vant til at tage kostume på, og sidde og vente i fem timer, så jeg sku ikke til at lære alt muligt. Og så tog jeg orlov fra studiet, og jeg er det stadig, for man ved jo aldrig, hvornår man kommer tilbage! Men nu er jeg nok der hvor… jeg ikke tager kandidaten, men måske nogle enkeltfag, for jeg skal altid stimuleres, og fuck det er spændende og inspirerende, at høre nogle mennesker, der ved noget om noget. Det er det mest inspirerende i verden.

Bliver du aldrig stresset?
- Nej. Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften. Hvis du har 30 bolde i luften, er der én, der bliver til noget. Det med uddannelse, som jeg godt vil pointere for folk er, at i den her branche… Når du er i underholdning, er det rart at vide, hvordan alting sker: hvad med PR, hvordan promoverer man en film, osv. Det er en fed kompetence, det har jeg lært meget om på mit studie, hvor vi skulle lave events og budgetter. Det gav mig sindssyg mange kompetencer. Det folk skal forstå, er, at det at gå i skole, f.eks. gymnasiet, giver dig en almen viden, og ting som alle kan bruge i deres arbejdsliv: evnen til at arbejde i grupper, det at lære at leve med regler, deadlines, du skal møde til tiden, osv. Det er et værktøj du kan bruge ude i arbejdslivet! Måske nogle 14-årige har bestemt sig for, at de gerne vil være kendt - så skal man bare huske, at det er stadig et arbejde. Det er det! Det kræver noget, man skal kunne noget, man skal ikke tro, at uddannelse er spildt, fordi man gerne vil være på tv! Der er ingen tv-værtsuddannelse, men jo mere tv jeg laver, jo mere vil jeg gerne have journalistkurser, så jeg mere om området! Du kan altid blive klogere og bedre.

Læs også: Caroline Flemings skønhedstips

Har du en karriereplan eller improviserer du?
- Jeg tager tingene som de kommer, men jeg gør mig da tanker. Helt klart. Om hvor jeg gerne vil hen og sådan. De ting jeg har sagt ja til, kommer meget af det jeg har valgt fra. Det lyder mærkeligt, men via det jeg sir nej til, lægger jeg også en standard for hvad jeg gerne vil. Det sværeste er, at træffe valget, om du vil med i en film. For du aner jo ikke, hvordan den ender.

Hvad i din karriere er du mest stolt af?
- Susanne Biers film, virkelig, fordi… det er sådan en god film! Jeg er glad for at være en del af sådan en god film, bare en lillebitte del. Det er jeg meget stolt over. Og så var jeg helt vild med at lave ”Den Eneste Ene” (Christiane spillede Stella i musicalen, red.). Det var min første gang på teateret, og det tog mig lidt tilbage til mine danseglade dage. Hele backstagemiljøet, hvor man er hands-on, det har været fantastisk. Jeg var bange for, om jeg ville gå død på det, med hundrede forestillinger i træk, men det skete ikke.

Hvordan var det at skulle lave ”Vild Med Dans”, hvor folk forventer noget bestemt?
- Jeg var nervøs, men ikke over hvad folk ville tænke, men over min egen præstation. Det var et drømmejob og jeg glædede mig så meget… og så fik jeg jo piskesmæld og brækkede kravebenet, og jeg blev først rask 14 dage før premieren, så jeg nåede ikke at være nervøs! Overvej lige at ligge ned i fire måneder, mens du tænker, ”jeg vil det her, jeg vil det her” - og så blive rask to uger inden! Det var fantastisk! Så bliver du jo ikke rask og tænker, ”nej jeg kan ikke”, det er slet ikke en option, det var bare ren jubel! Så nej, jeg nåede slet ikke at have den der frygt.

"Hver dag er der nogen, der råber "Hej Mercedes!"."

Kan du mærke, at du er mere kendt efter Vild Med Dans end du var før?
- Nej, jeg kan sige dig… Mercedes fra ”2900 Happiness”, tror jeg, er på en eller anden måde ikoniseret, alle vidste hvem hun var! Det er så længe siden, men hver dag er der nogen, der råber ”Hej Mercedes” eller spørg, om vi laver sæson 3. Mercedes er en character, som nærmest alle kender. Måske har de ikke set serien, men de kender hende. Det er meget morsomt. Men der er nok en anden målgruppe, hvor jeg er mere kendt nu. Men det ikke noget, jeg har tænkt meget over, også fordi ”Vild Med Dans” er noget, der er vildt mens det står på, og der har jeg så travlt, at jeg ikke kommer ud, så jeg lægger ikke meget mærke til det. Men jo, folk kigger mere på hvad jeg putter i indkøbsvognen, men så må jeg jo handle ind på nogle andre tidspunkter, hvor der ikke er så mange. Eller være dybt ligeglad. Mine veninder siger ofte at jeg har skyklapper på. Jeg ser det simpelthen ikke!

Hvad er det bedste ved at lave VMD?
- Der er tre gode ting. En ting er at give folk glimmer-glamour-show, hvor alt er feel good og de kan læne sig tilbage, og alt er lækkert. Lækre mennesker, lækre kjoler. Vi får folk til at ligne deres ypperste. Det er det eneste program på dansk tv, hvor det er lækkert. Det kan jeg godt lide, at vi underholder på den måde. Noget andet er arbejdet med Claus. Jeg har dyb respekt for ham, jeg kan virkelig godt lide vores kemi sammen. Vi vil det samme, vi kan lide at arbejde sammen. Det sidste er, at det er danse-relateret. Jeg tænker stadig at inderst inde er jeg jo bare en danser. Det er fantastisk at arbejde med professionelle dansere. Aarj, det er et privilegium, det takker jeg bare for.

Har du en yndlingsdans?
- Argentinsk tango. Og så latindansene.

"Jeg bliver ked af det, når folk ryger ud af Vild Med Dans."

Hvad udfordrer dig mest i ”Vild Med Dans”?
- Jeg er et meget følelsesmæssigt menneske, og jeg bliver kun nervøs, når nogen skal ud. Jeg tager det på mig, bliver sitrende indeni, og ked af det på deres vegne. Når du har sagt det, er det ligesom ovre, og det er virkelig ærgerligt, men op til afsløringen, hvor der står nogle mennesker, der ikke kender deres skæbne, som vi på en måde afgør, uhh… Jeg sætter mig så meget i deres situation, det må være så frygteligt. Det er lige så frygteligt nu, som første gang, for det er nye mennesker og følelser.

Er der noget du gerne vil lære eller lave?
- Jeg vil rigtig gerne lære retskrivning og blindskrift, haha. Jeg vil rigtig gerne kunne det. Jeg har altid gerne ville tage et kursus i det. Og så noget med at iscenesætte dans… Hver gang vi mødes, alle danseveninderne, kommer snakken op med hvad vi dog kunne - vi har et moodboard, koreografier..! Jeg tror, det har stået på i otte år. Det er ikke noget jeg rigtigt arbejder på, men jeg har altid en masse ideer.

Du kan følge søde Christiane på Instagram – hendes brugernavn er christianesm. Og husk at se ”Vild Med Dans” på fredag på TV2 kl. 20!

Kommentar

Gem
  • 01. november 2012 - kl. 12:28
    Hun er bare den pæneste i hele landet!
Loebebanner
Personligt horoskop
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk