Sandra Bullock vandt en Razzie
Tvivlsom hæder til Sandra Bullock.
tirsdag 9.3.10
- Af Nya Vecht, foto: All Over
Oscar-vinderen Sandra Bullock havde også den tvivlsomme ære at vinde årets Razzie som den ene del af det værste filmpar. Det var hendes rolle I filmen, ’All about Steve’, som gav hende prisen. Skuespilleren overraskede alle ved at møde op personligt og modtage prisen sammen med sin medspiller, Bradley Cooper.
Sandra Bullock havde en hel trailer fyldt med kopier af filmen med, da hun modtog prisen og jokede med publikum;
- Der er noget, der siger mig, at I slet ikke har set filmen, for jeg ville ikke være her, hvis I virkeligt havde set den og forstået, hvad jeg prøvede at sige. Alle får derfor en kopi af filmen, og så laver vi en aftale. Jeg kommer igen næste år og videregiver Razzien, hvis I lover mig at se filmen og endnu en gang overveje, om jeg virkelig havde den dårligste optræden.