Lad mig sige det med det samme: Jeg har siden, Stephenie Meyer udgav sine tonstunge romaner, været kæmpe fan af hele ”Twilight”-universet. Jeg labber den intense kærlighedshistorie i mig, jeg er vild med alt det drama og action, som serien leverer – og mest af alt, så ææælsker jeg Edward! Derfor var mine forventninger til ”Breaking Dawn – del 1” da også lige så høje, som de skrig teenagepigerne udbryder, når de ser Jacob i bar overkrop.

Alle de scener, vi har glædet os til, udfolder sig endelig: Brylluppet, bryllupsrejsen og babyfødslen. Og selv om førstnævnte er überromantisk, det mellemliggende ret så juicy og sidstnævnte voldsomt blodig – der bliver i allerhøjeste grad indviet fan-forventninger – så sker det hele i så langsomt et tempo, at det er ret åbenlyst, at ”Breaking Dawn – del 1” er blevet delt op i to for virkelig at vride hver eneste øre ud af pengemaskinen. Det er virkelig en skam, for jo, vi fans vil da gerne have så meget ”Twilight” som muligt, men det kan også blive lidt for langtrukkent, hvor der bliver dvælet ved hver eneste plaget grimasse fra Edward, og Bellas bævende læber får foruroligende meget skærmtid.

Når det kommer til ”Twilight”-fænomenet, er det lidt som de kongelige: Enten elsker man dem, ellers elsker man at hade dem. Og selv om jeg hører til den første kategori, så er det altså ærgerligt, at filmen unødigt er blevet amputeret. En meget langtrukken amputering vel at mærke!